Der var tyskere, og de var helt i knæ. Og nordmænd - defensive og ganske på hælene.

For ikke at tale om australiere på række.

Alt sammen under tennis-guru Kims ledelse. Meningen var angivelig, at vi ti Blåkilde-spillere som "tyskere", "nordmænd" og "australiere" på tennisuge 44 på La Santa skulle lære at forvirre modstanderne efter et nøje aftalt spil med makkeren.

Men ind imellem mindede vi nu mere om aboriginals på walk about mellem alle disse "nationaliteter" for nu at blive i "down under" terminologien.

Hvad ovenstående går ud på, kan - nævnt i alfabetisk rækkefølge - Benta, Flemming, Jacob, Jan, Jimmy, Joan, Judith, Pernille, Thomas og Winnie forklare alle interesserede meget mere om. I hvert fald i teorien.

Mere håndgribeligt var forhånds- og baghåndstræning, flugtninger, slice, smash, serv og returnering. Det kunne alle bedre se en mening med. Og det blev trænet, så sveden drev.

Vi svingede ketsjerne - mest udefra og ind, som er den facon vores "guru" nu hælder mest til - og af en af "de andre" på tennisskolen lærte vi, hvad der er "latin". Jan og Thomas havde mange nye forslag. Flest præsenterede de om morgenen, når vi sad omkring det fælles morgenbord i den store lejlighed, hvor begrebet "morgenstille" blev ved med at være et begreb.

Den lille håndfuld novicer ud i kunsten at være på "Tennis Week", fik hurtigt lært både traditioner og regler - så alt fortsat kunne være, som det altid har været.

Selv resultatet af den afsluttende sociale turnering, var som alle de andre år - næsten. Kim skilte nemlig det ellers uadskillelige vinderpar Benta og Flemming, men det lod Benta sig ikke gå på af.

Hun dirigerede rundt på banen med sin nye makker, hjælpetræner Mark, som måtte pile omkring det bedste han havde lært. Med den sikre 80-20 taktik - 80 pct. af boldene var Marks og resten Bentas (hun fordelte selv) - kunne hun hjembringe endnu en førsteplads lavasten til trofæ-hylden.

Solbrændte, med ømme muskler og diverse skavanker er vi nu tilbage i Tåstrup igen.

Mange er allerede klar til at bestille næste års tennis-uge. Andre (læs mig) lidt skeptiske. Spillet minder jo stadig ikke meget om Carolines - og det trods alle anstrengelserne!

"Men det er jo først nu, man skal til at øve sig på alt det, vi har lært" - blev jeg belært.

Så fat i ketsjeren og efter nogle tusinde sving - udefra og ind og hele vejen igennem - er vi sikkert allesammen klar igen til næste år - eller næste igen!